10/07/2026
Det var en uhyre viktig avgjørelse for den patriotiske delen av Europa. Særdeles uheldig for EU. Muligheten for å komme ut av smørja har blitt større.
Hvorfor bekæmper eliten mon Farage og Le Pen så intensivt?
For 12 år siden sad jeg til gruppemøde i Europa-Parlamentet.
På dagsordenen stod endnu et forslag til ny EU-regulering. Denne gang om europæisk skovdrift.
Nigel Farage lænede sig tilbage, smilede sit karakteristiske skæve smil og sagde nogenlunde sådan:
“Storbritannien fældede sine skove for flere hundrede år siden. Vi brugte træet til at bygge verdens bedste flåde, som opdagede og erobrede verden. Resten blev til cricketbat. Så jeg synes, vi overlader diskussionen til finnerne. De har trods alt stadig skove.”
Lokalet eksploderede af grin.
Det er Farage.
Karismatisk. Vittig. Altid centrum for rummet. Både ved de sociale arrangementer, på gruppemøderne og i plenarsalen, hvor han igen og igen med humor og skarphed gjorde føderalisternes og deres drøm om Europas Forenede Stater til grin.
Nogle år senere i 2019 sad jeg i et anonymt og kønsløst mødelokale i Europa-Parlamentet.
Jeg skulle for første gang personlige møde Marine Le Pen for at forhandle om etableringen af ID-gruppen.
Jeg husker tydeligt, at jeg var fyldt med nervøsitet og ærefrygtsfuld. Mediebilledet havde skabt et ganske bestemt - og negativt - indtryk.
Det blev punkteret i løbet af de første minutter.
Marine Le Pen hilste venligt, satte sig ned og spurgte gennem sin tolk, om det var i orden, at hun brugte sin vaper under mødet.
Det lyder banalt.
Men det var også befriende menneskeligt.
Siden har jeg arbejdet tæt sammen med hende. Hun besøgte også København, hvor hun mødtes med Dansk Folkepartis daværende ledelse, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Også dér gjorde hun indtryk. Ikke som den arrogante franske politiker, medierne ofte forsøger at tegne, men som et jordnært og ligefremt menneske med en bemærkelsesværdig evne til at tale med alle.
Hun er på mange måder personificeringen af folkelighed.
Derfor fik dagens nyheder mig også til at tænke tilbage.
Marine Le Pen meddelte, at hun stiller op til det franske præsidentvalg i 2027.
Nigel Farage meddelte, at han udløser et suppleringsvalg, så vælgerne selv kan afgøre, om de fortsat har tillid til ham efter den seneste tids kritik.
Jeg har kendt dem begge på tæt hold.
Fra 2012 til 2014 var jeg embedsmand i EFD-gruppen med Nigel Farage som formand. I 2019 forhandlede jeg selv etableringen af ID-gruppen med Marine Le Pen, og siden 2024 har jeg som Chief Whip i Patriots haft et tæt samarbejde med Rassemblement National.
Mit billede af dem stemmer ganske enkelt ikke overens med det billede, der ofte tegnes i medierne.
Jeg kender to politikere, som elsker deres fædreland.
To politikere, der oprigtigt ønsker det bedste for deres folk.
To politikere, der altid har behandlet kolleger fra andre lande med respekt, også når deres egne partier var de største og mest indflydelsesrige.
Netop derfor finder jeg det interessant, at de igen står i centrum for nogle af Europas største politiske opgør.
For bag historierne om Le Pen og Farage gemmer der sig en langt større fortælling.
Den handler om de patriotiske og nationalkonservative bevægelser, som i disse år vinder frem over hele Europa.
Efter min opfattelse skyldes det ikke frygt eller aggression.
Det skyldes kærlighed.
Kærlighed til hjemlandet.
Til historien.
Til sproget.
Til de traditioner og den kultur, som generationer før os har bygget op.
Mange europæere oplever samtidig, at den omfattende muslimske indvandring gennem de seneste årtier har forandret deres samfund hurtigere, end de ønskede. De frygter, at deres børn og børnebørn vil vokse op i lande, der kulturelt er markant anderledes end dem, de selv voksede op i.
Det er den bekymring, mange patriotiske partier giver politisk udtryk for.
Det er ikke en aggressiv nationalisme.
Det er ikke et ønske om konflikt med andre nationer.
Det er en indadvendt fædrelandskærlighed. Et ønske om at passe på sit eget, uden nødvendigvis at ville bestemme over andre.
Netop derfor tror jeg, at disse bevægelser fortsat vil vokse.
Ikke fordi de politiske eliter, medierne eller andre magthavere ønsker det.
Men fordi millioner af ganske almindelige europæere identificerer sig med ønsket om at bevare deres nation, deres kultur og deres demokrati.
Historien viser, at når nye folkelige bevægelser udfordrer etablerede magthavere, bliver kampen ofte hård.
Venstrehøvdingen og redaktør Christen Berg blev fængslet, da han i slutningen af 1800-tallet udfordrede den daværende magtelite.
Louis Pios arbejderbevægelse blev mødt med statens magtapparat ved Slaget på Fælleden.
Det var andre tider og andre konflikter. Men de minder os om, at magthavere sjældent ser passivt til, når deres position udfordres.
Derfor tror jeg heller ikke, at de angreb, vi ser mod politikere som Marine Le Pen og Nigel Farage, kommer til at ændre den grundlæggende udvikling.
Tværtimod.
Jeg tror, at det 21. århundrede vil blive defineret af patriotiske og nationalkonservative bevægelser.
Ikke fordi de råber højest.
Men fordi de taler til noget, som de fleste mennesker instinktivt forstår.
Kærligheden til det sted, man kalder sit hjem.
